Kontakt

Går i luften med luftsportsmesse

Nordjyske 14. oktober 2015

Går i luften med luftsportsmesse

Alt vildt fra luften kan på tærsklen til november opleves i Messecenter Vesthimmerland

AARS: Man kan ikke arbejde i et messecenter, hvis man ikke tør tænke store tanker.

Sådan lød det frejdigt fra direktør Nicolaj Holm, da han for godt to år siden tiltrådte som ny chef i Messecenter Vesthimmerland.

Lørdag 31. oktober og søndag 1. november tager projektleder Marianne Poulsen direktøren på ordet, når hun – i samarbejde med den lokale svæveflyveklub, motorflyveklub og faldskærmsklub – fylder messehallerne i Aars med ægte F-16 fly og mange andre vilde ting fra luften.

– I alt har vi tre forskellige typer af F16-flyvere med på ”Luftsport 15”, som vi har valgt at kalde arrangementet: En helt ægte F16’er direkte sendt fra det danske luftvåben, cockpittet fra en anden type – og så en F-16 Dual Dogfight Simulator, som de besøgende på messen selv får mulighed for at prøve, fortæller Marianne Poulsen. Vel vidende at en luftsportsmesse i Aars måske godt ved første øjekast kan forekomme som et temmelig højtflyvende projekt at kaste sig ud i.

I Messecenter Vesthimmerland håber de ikke desto mindre på, at de med ”Luftsport 15” har ramt et tema med bred appel.

Luftsportsmessen byder – kort fortalt – på alt godt fra luften. Fra hobbyting til militærting.

Der vil være mulighed for at se på hangglidere og droner.

Der vil være besøg fra flyskoler og de forskellige pilot-uddannelser.

Man vil som gæst på messen kunne prøve at sidde i en fly-simulator, hvis man husker at bestille tid på forhånd.

Og så vil man i øvrigt i forbindelse med ”Luftsport 15”-messen kunne vinde prøvelektioner, tandemspring, ture i en svæveflyver eller en tur i en motorflyver, lokker Marianne Poulsen.

Hos direktør Nicolaj Holm høster Marianne Poulsen indtil videre kun ros for, at hun med ”Luftsport 15”-messen har turdet tænke utraditionelt.

– Som Messecenter placeret i Nordjylland, er det nødvendigt at tænke ud af boksen. Vi er vant til at have succes med at udstille hobbyting, modeller, traktorer og andet spændende – så hvorfor skulle det ikke også kunne gå med en luftsportsudstilling, bemærker han.

”Luftsport 15”-messen er blevet til i et tæt samarbejde med svæveflyveklubben ”Aviator”, motorflyveklubben Himmerland og Nordjysk Faldskærmklub, der alle holder til på flyvepladser i lokalområdet.

Entrebilletter til messen vil koste 50 kr. for voksne og være gratis for børn.

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *