Stumpemarked i udvidet udgave

Stumpemarked i udvidet udgave

Nordjyske 30. april 2015

Stumpemarked i udvidet udgave   Nordjyske.dk

 

Stumpemarked i udvidet udgave

Vesthimmerlandsk eldorado for bil- og motorcykelentusiaster vokser lørdag med endnu små 3000 kvadratmeter

AARS: Er du den lykkelige indehaver af et specialkøretøj på to, tre eller fire hjul – så har du lørdag chancen for at komme gratis til stumpemarked i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Som et helt nyt tiltag i forbindelse med det ellers årligt tilbagevendende arrangement for nørder med hang til hestekræfter tilbyder arrangørerne i denne omgang, at indehavere af specialkøretøjer – kvit og frit – kan udstille i messecenterets hal 3.

Med inddragelsen af hal 3 spreder stumpemarkedet sig nu i alt over cirka 7000 kvadratmeter – mod normalt godt og vel 4000 kvadratmeter.

Dermed bliver der i år endnu bedre plads til motorcykler, knallerter, klassiske biler, specialbiler, stumper, reservedele, bøger, manualer, modelbiler og alt dét, der traditionelt kendetegner stumpemarkedet i det himmerlandske.

Et forventet tilløbsstykke på udstillingen bliver en unik Ford-traktor. Fra ny var den monteret med en fire-cylindret motor, men mange farmere i USA ønskede en V8-motor, og Ford forhandlerne solgte derfor et komplet sæt bestående af en sideventilet Ford V8 motor samt en adapter, der så kunne få motor, gearkasse og transmission til at fungere sammen. Alt sammen 100 pct. originalt, leveret af Ford Motor Company.

Til stede i forbindelse med stumpemarkedet vil også være auktionsfirmaet Campen Auktioner, som via storskærm vil præsentere et helt nyt ”ladefund” bestående af ca. 30 køretøjer.

Interesserede købere kan på udstillingen i Aars hente nærmere informationer om bilerne og motorcyklerne, inden de endeligt bliver bortauktioneret om cirka en måneds tid.

Bag Stumpemarkedet i Aars står en arrangør-trio bestående af Anders Peder Nielsen, Solvej Tang-Petersen og Karsten Nielsen – i samarbejde med Messecenter Vesthimmerland.

Ud over weekendens forårs-stumpemarked er parterne også allerede i fuld gang med planlægningen af et efterårs-stumpemarked 26. september.

————-
Nyhedsindslag fra tv2nord 2. maj 2015:
https://youtu.be/5PI9qnHcwo4