Jubi-Land med nye attraktioner

Jubi-Land med nye attraktioner

Nordjyske 08. oktober 2015

Jubi-Land med nye attraktioner   Nordjyske.dk

 

 

Jubi-Land med nye attraktioner

Masser af sjov for børn i Messecenter Vesthimmerland i efterårsferien

AARS: Børn med en guldgraver i maven har tirsdag og onsdag i den kommende uge mulighed for at finde spændende skatte i Messecenter Vesthimmerland.

Det sker, når messehallerne – som sædvanligt i skolernes efterårsferie – skifter navn til ”Jubi-Land” og fyldes med hoppeborge og andre forlystelser med appel til områdets børn og unge.

Ligesom de foregående år er det Ranum Teltudlejning, der bidrager med en stor del af attraktionerne.

- Men dertil kommer i år et par spændende nye tiltag, annoncerer projektleder bag ”Jubi-land 2015”, Inge Bjørn.

- Udover at indrette ”guldgraveri” i hal to har vi i år entreret med to ansigtsmalere, der sætter ekstra kulør på børnenes oplevelse. Og for de lidt større børn vil der være åbent til Go-kart Centerets hurtige motorer, oplyser hun.

I ”Jubi-Land” vil børnene også kunne bygge med Lego, ride på heste, lege med små kæledyr eller tegne tegninger. Eller de kan tilbringe en rolig stund i Jubi-Landets ”Filmhule”, hvor der vises tegnefilm.

Inge Bjørn forventer på forhånd ikke, at filmhulen bliver det helt store trækplaster.

- Med med den energi, børnene bruger i hoppeborgene, skal der selvfølgelig også være en mulighed for at tage et lille hvil ind imellem, bemærker hun.