Mar.15

Forårsmesse med nye eksotiske tiltag

Nordjyske 15. marts 2016

Forårsmesse med nye eksotiske tiltag   Nordjyske.dk (2)

Sørøverskib og indtryk fra fjerne verdensdele skal være med til at trække gæster til

AARS: ”Den bedste forårsmesse nogensinde”.

Arrangørerne i Messecenter Vesthimmerland sparer ikke på de store ord forud for ”Forår i Himmerland”-messen i Aars 2. og 3. april.

- I 2014 mere end fordoblede vi besøgstallet på forårsmessen. Vi nåede over 7.000 besøgende, og forårsmessen i 2014 står stadig som den mest besøgte messe i Messecenter Vesthimmerland.

- Det har vi imidlertid tænkt os at lave om på i år, lyder det optimistisk fra messedirektør Nicolaj Holm.

”Forår i Himmerland” afholdes kun hvert andet år, og sådan har det i øvrigt været lige siden den allerførste forårsmesse tilbage i slut-firserne.

Forårsmessen er lige så gammel som messecenteret, og har igennem alle årene været arrangeret i samarbejde med Aars Håndboldklub.

I 2016-udgaven vil der yderligere være skruet op for oplevelserne, inspirationen og tilbuddene, bebuder Nicolaj Holm.

- Messer skal ikke blot være messer, men en oplevelsesrig inspirations- og hyggetur, uddyber han.

Et af de nye tiltag er et særligt ”Smag på Verden”-afsnit på forårsmessen. Her vil messegæsterne kunne få kulinariske og kulturelle smagsprøver fra Asien, Afrika og Caribien.

- Vi har fået verden til at komme til Aars. En del af Hal 2 vil være fyldt op med smagsprøver, salg og kulturelle oplevelser fra de mere eksotiske dele af verden, annoncerer projektleder Inge Bjørn.

Lige op ad særudstillingen ”Smag på Verden” finder man et andet unikt tiltag fra arrangørernes side. Den traditionelle scene, der bruges til modeshows og åbningstaler, er denne gang skiftet ud med et sørøverskib.

- Sørøverskibet kommer til at danne base for Piraten Jake og hans venner, når alle børn og barnlige sjæle får mulighed for at deltage i en spændende skattejagt på messen, oplyser Inge Bjørn.

Events,Artikler,Presse

Feb.26

Agro Nord uberørt af landbrugskrise

Nordjyske 26. februar 2016

Agro Nord uberørt af landbrugskrise   Nordjyske.dk

 

 

Agro Nord uberørt af landbrugskrise

Såvel kvæg- som maskinudstillerne bakker trofast op om forårets store kvægudstilling i Vesthimmerland lørdag 5. og tirsdag 8. marts

AARS: I en tid hvor landbruget virkelig er tvunget i knæ på grund af meget lave priser for mælk og kød, er der alligevel grund til at glæde sig for arrangørerne af den årlige Agro Nord-udstilling i Messecenter Vesthimmerland og Nordjysk Agrocenter i Aars.

119 stykker kødkvæg og hele 141 stykker malkekvæg har meldt deres ankomst, når Agro Nord 2016 afvikles lørdag 5. og tirsdag 8. marts.

- Og mest imponerende er det næsten, at hver eneste kvadratmeter udstillingsareal i de to haller – og i foyeren – er totalt udsolgt. Det viser noget om den værdi, udstillerne af maskiner og moderne teknik tillægger Agro Nord-udstillingen i Aars, fremhæver koordinator Jens Holm Danielsen.

Forhåndsforventningen er, at omkring 6000 gæster vil besøge Agro Nord 2016 i løbet af de to udstillingsdage – med størst rykind til tirsdagens udstilling af malkekvæg.

Bedømmelsen af elitekøer fra nær og fjern er i år lagt i hænderne på Ken Proctor, der hjemme i England er kendt som en meget respekteret dommer.

I den mere underholdende afdeling forsøger arrangørerne sig i år med et nyt tiltag: En særlig konkurrence i at fremvise kvier, som først er klippet, vasket og børstet, så de præsenterer sig optimalt.

- Konkurrencen henvender sig specielt til de yngre blandt udstillerne, og det er en konkurrenceform, som vore kolleger i det store udland går meget op i, fremhæver Jens Holm Danielsen.

Et andet indslag i malkekvægsudstillingen på Agro Nord bliver en genoplivning af den gamle tradition med bortauktionering af interessante kviekalve.

I alt kommer fem kalve under hammeren – kalve som både har en høj eksteriørmæssig værdi, men selvfølgelig også en god mælkeydelse i afstamningen.

Skuets absolutte højdepunkt bliver dog igen i år, når der sidst på eftermiddagen skal udpeges en Miss Agro Nord 2016 – og en reserve champion. Ejerne af de to køer modtager hhv. 5000 og 3000 kr., hvilket er en usædvanlig stor pengepræmie efter dansk målestok.

Også i forbindelse med kødkvægsudstillingen står der penge på højkant – nærmere bestemt 2000 kr. til skuets bedste kødkvægsdyr.

I alt er en halv snes forskellige kødkvægsracer repræsenteret på årets Agro Nord-udstilling.

Events,Artikler,Presse

Dec.10

Messe – nu med internationalt snit

Nordjyske 10. december 2015

Messe - nu med internationalt snit   Nordjyske.dk

 
Messe – nu med internationalt snit

Både fra Holland og Tyskland har arrangørerne kunnet spore stor interesse for næste års Model- og Hobbymesse i Aars

AARS: Første år fyldte messen kun én hal. Andet år var det nødvendigt at tage yderligere en messehal i brug, og når Model & Hobbymessen i Aars i 2016 løber af stabelen for tredje gang vil der også være udenlandske udstillere repræsenteret i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Både i Tyskland og i Holland har man øjensynligt fået øje på Model & Hobbymessen i det vesthimmerlandske, og allerede nu ligger det fast, at næste års udstilling, som afvikles i weekenden 13. og 14. februar, kommer til at tælle udstillere fra flere forskellige steder i Europa.

- Det er stort som arrangør, når vi får henvendelser fra udstillere i hele Europa, og vi glæder os meget over de tilkendegivelser, vi allerede har fået fra udstillere i Tyskland og Holland, fastslår Sonny Nielsen og Thomas Dahl Pedersen fra TS Event, der sammen med Messecenter Vesthimmerland står bag Model- og Hobbymessen 2016.

I Messecenter Vesthimmerland glæder man sig også over den internationale interesse for Model- og Hobbymessen.

- Generelt har vi 2015 oplevet en stigende international interesse for arrangementer i messecenteret, og det er naturligvis med stor glæde, vi nu kan konstatere, at bl. a, Model & Hobbymessen er ved at udvikle sig til et internationalt brand, siger adm. direktør Nicolaj Holm.

Projektleder i forbindelse med Model & Hobbymessen er Marianne Poulsen, og hun garanterer på forhånd mange nye tiltag, når det går løs i midten af februar.

- Eksempelvis kan jeg nævne, at vi får et stort bassin ind i Hal 1, så der bliver mulighed for modelsejlads. Ligesom der også blive sat et net op til modelmotorflyene, så vi kan få dem i luften, bebuder hun.

Artikler,Presse

Oct.22

Messecenter tilbyder gratis adgang til himlen

Nordjyske 22. oktober 2015

Messecenter tilbyder gratis adgang til himlen   Nordjyske.dk

 

Messecenter tilbyder gratis adgang til himlen

40 stande klar til at tage imod gæsterne i weekenden

AARS: Både det himmelske, det jordiske og det midt i mellem er på menuen, når Messecenter Vesthimmerland byder på Helse-, Sundhed- og Velvære den kommende weekend.

Det er et af centrets sikre træffere gennem efterhånden mange år, og denne gang er der endda gratis entré.

Her kan man gå på opdagelse mellem 40 stande, der strækker sig fra det absolut jordbundne til mere uortodokse bud på mere velvære i livet. I den ene ende af udbuddet er det for eksempel brugskunst, kostvejledning, fodterapi og neglebehandling, mens man i den anden ende kan få bud på for eksempel healing, astro-design, auralæsning og hus-rensning.

Events,Artikler,Presse

Oct.14

Går i luften med luftsportsmesse

Nordjyske 14. oktober 2015
Går i luften med luftsportsmesse   Nordjyske.dk

 

Går i luften med luftsportsmesse

Alt vildt fra luften kan på tærsklen til november opleves i Messecenter Vesthimmerland

AARS: Man kan ikke arbejde i et messecenter, hvis man ikke tør tænke store tanker.

Sådan lød det frejdigt fra direktør Nicolaj Holm, da han for godt to år siden tiltrådte som ny chef i Messecenter Vesthimmerland.

Lørdag 31. oktober og søndag 1. november tager projektleder Marianne Poulsen direktøren på ordet, når hun – i samarbejde med den lokale svæveflyveklub, motorflyveklub og faldskærmsklub – fylder messehallerne i Aars med ægte F-16 fly og mange andre vilde ting fra luften.

- I alt har vi tre forskellige typer af F16-flyvere med på ”Luftsport 15”, som vi har valgt at kalde arrangementet: En helt ægte F16’er direkte sendt fra det danske luftvåben, cockpittet fra en anden type – og så en F-16 Dual Dogfight Simulator, som de besøgende på messen selv får mulighed for at prøve, fortæller Marianne Poulsen. Vel vidende at en luftsportsmesse i Aars måske godt ved første øjekast kan forekomme som et temmelig højtflyvende projekt at kaste sig ud i.

I Messecenter Vesthimmerland håber de ikke desto mindre på, at de med ”Luftsport 15” har ramt et tema med bred appel.

Luftsportsmessen byder – kort fortalt – på alt godt fra luften. Fra hobbyting til militærting.

Der vil være mulighed for at se på hangglidere og droner.

Der vil være besøg fra flyskoler og de forskellige pilot-uddannelser.

Man vil som gæst på messen kunne prøve at sidde i en fly-simulator, hvis man husker at bestille tid på forhånd.

Og så vil man i øvrigt i forbindelse med ”Luftsport 15”-messen kunne vinde prøvelektioner, tandemspring, ture i en svæveflyver eller en tur i en motorflyver, lokker Marianne Poulsen.

Hos direktør Nicolaj Holm høster Marianne Poulsen indtil videre kun ros for, at hun med ”Luftsport 15”-messen har turdet tænke utraditionelt.

- Som Messecenter placeret i Nordjylland, er det nødvendigt at tænke ud af boksen. Vi er vant til at have succes med at udstille hobbyting, modeller, traktorer og andet spændende – så hvorfor skulle det ikke også kunne gå med en luftsportsudstilling, bemærker han.

”Luftsport 15”-messen er blevet til i et tæt samarbejde med svæveflyveklubben ”Aviator”, motorflyveklubben Himmerland og Nordjysk Faldskærmklub, der alle holder til på flyvepladser i lokalområdet.

Entrebilletter til messen vil koste 50 kr. for voksne og være gratis for børn.

Events,Artikler,Presse

Oct.08

Jubi-Land med nye attraktioner

Nordjyske 08. oktober 2015

Jubi-Land med nye attraktioner   Nordjyske.dk

 

 

Jubi-Land med nye attraktioner

Masser af sjov for børn i Messecenter Vesthimmerland i efterårsferien

AARS: Børn med en guldgraver i maven har tirsdag og onsdag i den kommende uge mulighed for at finde spændende skatte i Messecenter Vesthimmerland.

Det sker, når messehallerne – som sædvanligt i skolernes efterårsferie – skifter navn til ”Jubi-Land” og fyldes med hoppeborge og andre forlystelser med appel til områdets børn og unge.

Ligesom de foregående år er det Ranum Teltudlejning, der bidrager med en stor del af attraktionerne.

- Men dertil kommer i år et par spændende nye tiltag, annoncerer projektleder bag ”Jubi-land 2015”, Inge Bjørn.

- Udover at indrette ”guldgraveri” i hal to har vi i år entreret med to ansigtsmalere, der sætter ekstra kulør på børnenes oplevelse. Og for de lidt større børn vil der være åbent til Go-kart Centerets hurtige motorer, oplyser hun.

I ”Jubi-Land” vil børnene også kunne bygge med Lego, ride på heste, lege med små kæledyr eller tegne tegninger. Eller de kan tilbringe en rolig stund i Jubi-Landets ”Filmhule”, hvor der vises tegnefilm.

Inge Bjørn forventer på forhånd ikke, at filmhulen bliver det helt store trækplaster.

- Med med den energi, børnene bruger i hoppeborgene, skal der selvfølgelig også være en mulighed for at tage et lille hvil ind imellem, bemærker hun.

Artikler,Presse

Sep.30

Messecenter Vesthimmerland udvider med 1200 kvadratmeter

Aars Avis 30. september 2015

MCVH udvidder

.

 

Messecenter Vesthimmerland udvider med 1200 kvadratmeter

Udvidelsen sker dog først i 2017 på grund af travlhed

AARS: Øget aktivitet og et renoveringsbehov fører til en udvidelse af Messecenter Vesthimmerland.

Byrådet har i det netop aftalte budgetforlig afsat 12,25 mio. kroner over to år til udvidelse af hal 2 i Messecenter Vesthimmerland.

- Jeg vil gerne indrømme, at vi lod proppen springe på en flaske champagne, da vi læste budgetforliget igennem, siger direktør Nicolaj Holm, Messecenter Vesthimmerland til Aars Avis.

Endnu er det ikke fastsat, præcist hvordan udvidelsen skal udformes, men der er lavet skitser og beregninger. Ideen er en udvidelse på cirka 1200 kvadratmeter.

- Vi vil inddrage arealer omkring hal 2, og på den måde få mere plads inden døre, siger Nicolaj Holm.

I forvejen er tagkonstruktionen i hal 2 så dårlig, at den har vanskeligt ved at klare en hård vinter. Derfor er en renovering nødvendig.

Nicolaj Holm og bestyrelsen i messecentret har dog valgt at tænke mere langsigtet. De har redegjort for behov og muligheder over for Økonomiudvalget. Redegørelsen har vist, at det giver et bedre samlet resultat at lave en udvidelse samtidig med renoveringen, frem for blot en renovering.

Pengene er først afsat i budget 2017 og 2018, hvilket passer Nicolaj Holm helt fortrinligt.

- Vi har slet ikke tid til at lukke messecentret ned før i sommeren 2017. Vi er fuldt booket frem til da, forklarer han.

Direktøren håber, at byggeriet kan klares på få måneder, så hallerne hurtigt kan blive fyldt med gæster igen.

I forbindelse med byrådets beslutning om en ny hal 2 skal der arbejdes hen imod, at Messecenter Vesthimmerland overtager bygningerne i regi af en selvejende institution. Finansieringen af projektet vil i givet fald ske via en kommunal lånegaranti til finansiering i Kommunekredit.

Artikler,Presse

May.25

Ny ”baby” i Aars ser ud til at blive velskabt

Nordjyske 25. maj 2015

Ny ”baby” i Aars ser ud til at blive velskabt   Nordjyske.dk

 

Ny ”baby” i Aars ser ud til at blive velskabt

Messecenter Vesthimmerland holder barnets dag

AARS: Når den nye baby- og børnemesse ”Barnets Dag” i den kommende weekend løber af stabelen i Messecenter Vesthimmerland, bliver det med udstillere fra hele landet.

Den nye messe har ikke mindst oplevet stor opmærksomhed fra københavnske firmaer, der hellere end gerne tager turen til Vesthimmerland for at vise produkter frem på den nye event.

– Standene blev nærmest flået væk. Og vi har nok en 10-12 udstillere alene med postnummer på Sjælland og København, fortæller projektleder Andy Madsen fra Messecenter Vesthimmerland – ikke uden en vis stolthed.

På baby- og børnemessen i Aars vil de besøgende bl.a. møde kæder og butikker med lagre af barnevogne, tøj, udstyr, tilbehør og andre ting, der bare skal sælges nu, men man vil også kunne finde spændende specialbutikker, som står for lækre og nye designprodukter.

Fra Kokkedal i Nordsjælland kommer eksempelvis det nye iværksætterfirma Goodwood, der har specialiseret sig i at designe børnemøbler i træ, og fra Rørvig får messen besøg af to andre iværksættere: to efterlønnere, der designer og sælger egne barnevogne og andet baby-gear.

Baby- og børnemessen er et nyt tiltag fra Messecenter Vesthimmerland – og for projektlederen selv er det også en slags baby, der skal nurses om.

- Jeg er ny i mit job, og messen er min første event på egen hånd. Så på en måde er babymessen min egen lille baby, fortæller Andy Madsen.

Og babysnak er der i det hele taget meget af for projektlederen disse dage.

– Ja, det rigtigt. Privat skal jeg om få uger være far for første gang, så der snakkes en del babyting både der hjemme og på jobbet disse dage, konstaterer Andy Madsen med et smil.

Messecenter Vesthimmerland støtter generelt Børnecancerfonden – og i forbindelse med ”Barnets Dag”-messen går der 10 kr. til Børnecancerfonden for hver solgt entrébillet.

Events,Artikler,Presse

Apr.30

Stumpemarked i udvidet udgave

Nordjyske 30. april 2015

Stumpemarked i udvidet udgave   Nordjyske.dk

 

Stumpemarked i udvidet udgave

Vesthimmerlandsk eldorado for bil- og motorcykelentusiaster vokser lørdag med endnu små 3000 kvadratmeter

AARS: Er du den lykkelige indehaver af et specialkøretøj på to, tre eller fire hjul – så har du lørdag chancen for at komme gratis til stumpemarked i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

Som et helt nyt tiltag i forbindelse med det ellers årligt tilbagevendende arrangement for nørder med hang til hestekræfter tilbyder arrangørerne i denne omgang, at indehavere af specialkøretøjer – kvit og frit – kan udstille i messecenterets hal 3.

Med inddragelsen af hal 3 spreder stumpemarkedet sig nu i alt over cirka 7000 kvadratmeter – mod normalt godt og vel 4000 kvadratmeter.

Dermed bliver der i år endnu bedre plads til motorcykler, knallerter, klassiske biler, specialbiler, stumper, reservedele, bøger, manualer, modelbiler og alt dét, der traditionelt kendetegner stumpemarkedet i det himmerlandske.

Et forventet tilløbsstykke på udstillingen bliver en unik Ford-traktor. Fra ny var den monteret med en fire-cylindret motor, men mange farmere i USA ønskede en V8-motor, og Ford forhandlerne solgte derfor et komplet sæt bestående af en sideventilet Ford V8 motor samt en adapter, der så kunne få motor, gearkasse og transmission til at fungere sammen. Alt sammen 100 pct. originalt, leveret af Ford Motor Company.

Til stede i forbindelse med stumpemarkedet vil også være auktionsfirmaet Campen Auktioner, som via storskærm vil præsentere et helt nyt ”ladefund” bestående af ca. 30 køretøjer.

Interesserede købere kan på udstillingen i Aars hente nærmere informationer om bilerne og motorcyklerne, inden de endeligt bliver bortauktioneret om cirka en måneds tid.

Bag Stumpemarkedet i Aars står en arrangør-trio bestående af Anders Peder Nielsen, Solvej Tang-Petersen og Karsten Nielsen – i samarbejde med Messecenter Vesthimmerland.

Ud over weekendens forårs-stumpemarked er parterne også allerede i fuld gang med planlægningen af et efterårs-stumpemarked 26. september.

————-
Nyhedsindslag fra tv2nord 2. maj 2015:
https://youtu.be/5PI9qnHcwo4

Artikler,Presse

Mar.11